Hvad hvis du ikke skal udvikle dig – men vikle dig ud

Den vakse læser tænker måske ”er det ikke lige lovlig sent at koge videre på Svend Brinkmanns seks år gamle pointer”. Men vent nu lige lidt, jeg har en helt anden pointe, jeg vil frem til. Og i modsætning til de ideer om absolutte dyder, pligter, rettigheder og så videre som Sokrates og Platon havde tilbage i Antikkens Grækenland, og som Brinkmann jonglerer med i hans opgør med tidens udviklingstrang, er mine idéer overhovedet ikke hverken af græsk eller antik afstamning, men udspringer af mine ganske nutidige iagttagelser som opdagelsesrejsende i menneskelig sundhed – blandet med lidt psykoanalytiske senfølger og 80’er filosofi.

Jeg vil her kort komme med mit syn på, hvorfor vi mennesker vil kunne leve sundere liv, hvis vi i stedet for at udvikle os, viklede os ud.

Vi skal videre fra identitets tænkning

Måderne vil taler om os selv og hinanden på i dag afslører, at vores strukturalistiske identitetstænkning fra sidste århundrede lever i bedste velgående. At vi som mennesker kan være mere eller mindre udviklede, og at vi derfor bør tilstræbe udvikling for at komme nærmere en sand, større, mere potent, lykkeligere, sundere og bedre udgave af os selv.

Men hvad hvis vi ikke sådan kan udvikle os hen til at blive andet, mere eller bedre, end vi er? Hvad hvis vi et øjeblik leger med idéen om, at vi er mennesker med en levende, foranderlig natur, som vi kan give liv, energi, form og udtryk og sætte i spil i det sociale liv omkring os. Og så i stedet rettede opmærksomheden på, hvordan vi som mennesker her i senmoderniteten så formår at gøre det.

Lidt tør baggrundsforståelse

Som mennesker erkender vi os selv og vores omverden gennem social interaktion og konstruktion. Det lærer vi i hvert fald i dag på Institut for samfundsvidenskab i København. Vi eksisterer som mennesker i kraft af vores eksistens. Alt faktisk, lige fra fugle, træer, huse og teknologi til børnehaver og arbejdspladser, er først dét, det er, når vi giver det funktion og betegnelse og interagerer socialt omkring det. Det er socialkonstruktivistisk grundtænkning, som 80´ernes opgør med objektive sandheder bragte med sig til de senmoderne tider, vi lever i i dag. Tider, som på trods af at bestå af et meget nuanceret potpourri af filosofier og trosretninger med lidt for enhver smag, synes at have eksistentialistiske grundtoner. Gud findes ikke længere, vi skaber selv vores virkelighed inklusive meningen med det hele og alting er et valg.

Selv vores identitet er socialt konstrueret, siger blandt mange andre filosoffen Paul Ricoeur, der med begrebet ”narrative identity” lærte os hvordan vores identitet hænger sammen med hvordan vi ”fortæller os selv” gennem interaktion med omverdenen. Ja se, nu blev det lige lovlig komplekst, men ikke desto mindre har jeg en klar pointe, som er relevant for vores liv og vores sundhed. Den kommer nu!

Nåååh…så det er derfor jeg er ved at blive vanvittig

Hvis vi så siger, at vi går (mere eller mindre bevidst) rundt med tidens du-skaber-selv-dit-liv-inklusive-meningen-med-det-hele-tankegangen og troen på, at vores identitet er noget vi selv støber sammen gennem vores hverdagsvalg af job, tøj, medier, venner, ferier, præstationer, erobringer, titler, køkkenmaskiner, økologiprocenter og så videre. Så er der ikke noget at sige til, at rigtig mange mennesker i dag bliver udmattede, fortvivlede, syge, triste og vanvittige. Dilemmaer, valg, moralske og etiske spørgsmål rejser sig overalt i vores hverdagsliv: hvilket menneske er jeg, hvis jeg studerer en uddannelse/ikke studerer en uddannelse, spiser kød/ikke spiser kød, bliver skilt/ikke skilt, donerer mine organer/ikke donerer mine organer– hvilken kvinde er jeg hvis jeg får et barn/ikke får et barn, ammer/ikke ammer, er rolig og kontrolleret/ikke er rolig og kontrolleret – hvilken mor er jeg hvis jeg arbejder meget/ikke arbejder meget, går til yoga i stedet for at hente tidligt/ vælger yoga fra for at hente tidligt, tilmelder mit barn til økologisk madordning/ikke tilmelder mit barn til økologisk madordning – hvilket barn får jeg hvis det ikke kan yoga eller spise økologisk… Alt er til forhandling – vores værdier, idealer, identitet og værd – i mangel på et eller andet, der tydeligt leder vejen. Noget at tro på og have tillid til. Jeg foreslår ikke nødvendigvis, at vi genopliver Gud og bliver religiøse igen. Eller spirituelle. Men tendenser i samfundet i dag viser, at rigtig mange tyr til alternative trosretninger i mangel på retning og mening indenfor det større fællesskab.

Jamen, hvad skal vi så gøre?

Jeg foreslår, at vi i stedet for sådan at efterlade os selv og hinanden i en evig jagt på og konstruktion af identitet og mening i et uendeligt selvudviklingsræs, hvor vi bliver mere og mere udmattede, syge, vanvittige og fragmenterede tillader os selv og hinanden at være født fulde og hele individer. Med alt vi nogensinde får brug for at indeholde. Igennem livet skal vi således ikke hverken fortælle eller forhandle os frem til en identitet, en mening, et værd eller blive til mere eller andet eller bedre, end vi er fra begyndelsen.

Vores opgave bliver i stedet at vikle os ud af det net af sociale styringsmekanismer, der over de sidste mange årtier har ladet os tro og gøre andet. Med sociale styringsmekanismer mener jeg henholdsvis traumer og ubevidste komplekser i Freudiansk psykoanalytisk forstand på den ene side – altså de sandheder, der findes i barndommens mor-far-barn ødipale dynamikker, der sætter sig i os og fikserer os i forhold til hvad der giver kærlighed og hvad der giver afvisning i livet. Og komplekse videns- og magtsystemer i Foucauldiansk forstand på den anden – altså de dynamikker, der findes overalt imellem os, der, ofte usynligt og uartikuleret, gennemsyrer måderne vi tænker og handler. Og styrer, regulerer og synkroniserer os i vores arbejdsliv, vores familieliv og hele vores måde at eksistere, interagere og navigere i livet. Styringsmekanismer som vi i senmodernitetens hastige præstations- og udviklingsræs, har fået viklet os godt og grundigt ind i.

Nu synes det at være tiden at vikle os selv og hinanden ud igen. Og give liv, energi, rum, form og udtryk til vores uspolerede, ucensurerede og utæmmede menneskelige natur. Tillade og facilitere den menneskelige tilblivelsesproces, som filosoffen Gilles Deleuze kalder det så fornemt, og som vi som mennesker i senmodernitetens overkultiverede tilværelse synes instinktivt at længes efter at overgive os til.

Tro på…. NOGET – hvad med dig selv

Gilles Deleuze er jeg i mit arbejde med at forandre menneskers sundhed stærkt inspireret af, fordi han ser menneskers længsler, som drivkraften, motoren, der altid trænger igennem sociale felter og overvinder sociale magter. Og at vi som mennesker ikke er til at indkapsle, begrænse eller definere, men er på en uendelig, flydende, rodet og udefinerbar rejse i livet, som han kalder tilblivelse; at blive til de mennesker, vi er. Når mennesker bliver syge, triste eller vanvittige, er det fordi vi blokerer vores naturlige menneskelige tilblivelse, siger Deleuze.

Neuroses or psychoses are not passages of life, but states into which we fall when the process is interrupted, blocked, or plugged up. Illness is not a process but a stopping of the process

Hvad hvis mennesker fra naturens side fødes indeholdende en potentialitet og vitalitet. Vi får muligvis nok i løbet af vores eksistens kultiveret os en identitet, skabt en persona, ud fra hvordan vi tilpasser os verden. Men lad os sige, vi fødes med noget. Ikke nødvendigvis en uendelig sjæl. Men en menneskelig natur, en potentialitet, en vitalitet, en livskraft med længsler og drivkræfter, der er unikke for os hver især og rækker ud over de bestræbelser efter magt, accept, tilhør og bekræftelse, vi ellers halser rundt efter.

Det klinger muligvis lige lovlig Disney-agtigt i nutidige vestlige menneskers øregange. Men hvad er alternativet? Ikke at tro på noget? Problemet er, som jeg oplever det, at når vi ikke dedikerer os til at tro bevidst på noget, så tror vi på et virvar af alt muligt ubevidst. Et mix af moralske imperativer, der dikterer det gode liv, bidder af forbipasserende dominerende diskurser, som vi shopper rundt i og køber sporadisk ind i, og diverse influencers og selvudnævnte guruers hjemmebryg mixet up med nyheder, internet og kampagner får lov at lede vores vej lidt til højre og lidt til venstre og fragmentere vores opmærksomhed og identitet i alle retninger. Så du kan ikke ikke-tro. Selvom du måske tror det.

Jeg iagttager i mit arbejde med menneskers sundhed, at dét, mange har allermest har brug for i dag er at etablere en ny slags tro. En tro, som vi ikke nødvendigvis dyrker kollektivt med fortællinger, bøger, bygninger, forbilleder, regler, traditioner og praksisser. Men en ganske tilforladelig senmodernisme-venlig tro på, at vi er dem, vi er fra naturens side, og at vi er her af naturlige årsager, som vi ikke skal regne ud, skabe, forhandle eller abonnere os frem til.

Men det kræver, at vi holder op med at tro, at vi skal udvikle os og blive til andet, mere eller bedre, end vi allerede er. Og begynder at vikle vores menneskelige natur ud og give den liv, energi, rum, form og udtryk. Sætte den i spil i social interaktion med vores omverdenen – og ikke på spil.